Molo! (=hej i xhosa)

Jeg har nu været i Sydafrika ret præcist en måned. Ind til videre har jeg følt, at jeg har boet i min kuffert, fordi jeg har flyttet så meget rundt mellem de tre centre. Centret i Hogsback er ”hovedcentret” – der hvor instruktørerne bor og har deres eget værelse. I dag får jeg ENDELIG mit eget værelse. Det har været et stykke tid undervejs, dels fordi der har været afsindigt mange instruktører, og dels fordi der har været en hel del arbejde på Fairewood centret i Grahamstown. Nu har en masse instruktører (ca. 5) forladt Hobbiton, fordi deres tid er udløbet, og jeg kan flytte ind i et af de tomme rum.fordi

Når jeg kommer til at være i Hogsback det meste af tiden, kan jeg også begynde min træning ordentligt, hvilket inkluderer at kende til ruter/gåture/hikes, at kende til groupdynamics (gruppe- øvelser og udfordringer) at kende til sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med high ropes course, absailing, middle ropes course og at kende til ”taler” i fobindelse med disse. Der er forskellig træning knyttet til de forskellige centre (Fairewood, Hogsback og Port Elizabeth), men principperne bag og talerne til diverse aktiviteter er grundlæggende ens.

Min tålmodighed sættes virkelig på prøve, og det kan vel kun være sundt. Selve den sydafrikanske infrastruktur, og generelt bare struktur, orden, og særligt tid synes næsten ikke eksisterende. Et eksempel på en laaaangsom proces er min visa situation. Jeg havde ikke skænket mit visum en tanke, før jeg tog hjemmefra, fordi jeg aldrig har været så lang tid ude af Danmark, at jeg har haft brug for et visum – men det har jeg nu. For jeg kan ikke være mere end 90 dage i Sydafrika, uden at blive til en illegal immigrant – Den titel havde jeg ikke regnet med bare potentielt at få. Og jeg har på sinde at blive i landet til d. 4. juni. Derfor har jeg været i Port Elizabeth, for at besøge Home Affairs hovedkontor. Deres system havde været nede i 3 dage, man trak ikke et nummer, men satte sig blot i en kø. Ofte kom folk bare op til skranken og spurgte om forskellige ting. Jeg sad en halv time og ventede før jeg også besluttede mig for også at gå op og spørge, hvilke papirer jeg skulle medbringe for at få et visum. Damen rakte en stak papirer over skranken og en liste over ting jeg skulle medbringe. Jeg forlod kontoret for at samle bankinformationer mm. og udfylde stakken med papirer fra kontoret. Da jeg kom tilbage sad jeg igen i kø i minimum en time, for at blive vist hen til en anden kø, hvor jeg sad yderligere minimum en time for at betale, for bagefter at gå tilbage til den forrige skranke, for at få et case-nummer, så jeg kunne komme tilbage på et andet tidspunkt og modtage mit visum. Dette er ikke forklarende nok til bare at få en fjern ide om hvor ustruktureret det kontor var.

Men det har også en hvis charme at tid og planlægning er en by i Rusland. At alt er så ustruktureret gør også at man får nogle ret specielle oplevelser, som kun er mulige at få i et land som Sydafrika. Det er meget normalt at sidde på ladet af en buckie (bil med lad) mens den kører. Dvs. ingen sikkerhedssele og en masse frisk luft. Som regel er det de sorte der sidder der, fordi de får et lift, efter at have stået i timevis i vejkanten. Men det er også en smart måde for Hobbiton at transportere mange instruktører på en gang. I går, på vej fra Fairewood til Hogsback, fik bilisterne bag buckien og folk i vejkanten sig et godt grin, da 5 hvide unge mennesker sad på ladet sammen med vores bagage og en masse redningsveste, og tre sorte sad foran (inde i bilen). Vi kørte ved halv fem tiden, og var fremme ca. halv otte. Det var en fantastik tur! Vi sad som sagt fem instruktører på ladet af buckien. Tre af os sad under min dyne. Det kan nemlig være ret køligt at sidde deromme. På de tre timer turen tog oplevede vi bragende sol, farverig solnedgang med sorte silhuetter af træer på bjergene og stjerneklar himmel da solen for alvor havde sagt godnat. På et tidspunkt bremsede bilen ret hårdt og dyttede. Da jeg vendte mig om for at se hvad der var galt, stod en flok kør midt på vejen. TIA (this is africa). At opleve alt dette fra ladet af en buckie, med vind i håret, omgivet af bjerge, sammen med mennesker man lige har mødt er noget helt særligt.

Hvis har lyst til at sende et kort, kan det sendes til:

Vibe Bach

P.O. box 38

Hogsback

Eastern Cape

South Africa 5721



Her er nogle få billeder:

Hogsback: Madonna and Child Waterfall. Den store sten er Madonna og den lille er barnet. Vi tager grupper hen til vandfaldet så de kan bade i det. Man kan også absaile ned fra toppen, men det har jeg ikke prøvet endnu.

 

 

 

Hogsback: The viewpoint. Her kan de tre "hogs" ses. Kammen kan kun lige anes. Men det er bjergenes form der giver navn til området. Blomsten i forgrunden er en Hogsback lilly. Den gror kun her. Foran mine fødder er et badekar, men det kunne ikke være med på billedet. Det er lige på kanten af klippen. Så hvis man lyster, kan karet fyldes med vand og man kan sidde i badet og nyde denne fantastiske udsigt!

 

Thomas Bayens. Træet skulle bruges til at bygge et helt nyt highropes course, til den årlige RYLA - camp, som er for potentielle ledere i alderen 17-18 (grade 11). Det var interessant og hårdt at bygge noget helt fra bunden, og meget givende at se de unges enten nydelse eller frustrationer ved forhindringerne.

 

Solskins- og stjerneklare hilsner fra Sydafrika.