Halvdelen af tiden gået, halvdelen tilbage

Her kommer et laaaaangt indlæg, for jeg har så meget at fortælle. Jeg er nu næsten halvvejs gennem mit ophold her i Sydafrika. Oplevelserne har stået i kø det sidste stykke tid, og jeg ville gerne dele alt, men det er helt umuligt. På trods af indlæggets længde har jeg forsøgt at begrænse mig - ja tro det eller ej.

Jeg har haft fødselsdag for første gang uden mooar. Og jeg overlevede. Alle de dejlige mails og breve fra min søde familie og venner varmede. Det gav et lille stik af hjemve må jeg indrømme. Dagen startede kl 5.30 fordi jeg skulle køre med Josh og en anden instruktør fra Grahamstown til Port Elizabeth hvor vi skulle arbejde med en gruppe. Da vi nåede frem smurte Josh en morgen-fødselsdagsbolle til mig. Solen skinnede, børnene var søde og stemningen var god. I løbet af dagen ringede Tonya, en af mine chefer, og sang "Happy Birthday to you, you belong in a zoo, you look like a monkey, and you smell like one too" Og de andre instruktører ringede fra Hogsback og sang også for mig. Samme dag, kørte vi tilbage til Grahamstown, hvor jeg gik i byen og mødtes med en veninde, jeg har fået, der hedder Phiwo. Hun går på universitetet i Grahamstown. Hende og hendes veninde stillede sig op på en bænk, på det diskotek vi var på og sang/skrålede fødselsdagssang for mig og råbte ud over det hele, at jeg fyldte 21. I forvejen fik jeg en del opmærksomhed, fordi jeg var den absolut eneste hvide derinde på det tidspunkt. Så det var helt umuligt at ungdå det fact at det var min fødseldsag. Så jeg blev fejret godt og grundigt. Dagen efter mødtes jeg med Phiwo. Vi plejede vores tømmermændsramte kroppe med popcorn, juice, chips, nudler, film og mere vin. Det er skønt at have en veninde i Grahamstown. Jeg har mange flere bekendtskaber - men Phiwo er virkelig en skøn pige, og jeg nyder virkelig hendes selvskab, og håber inderligt at hun på et tidspunkt får råd til at besøge det kolde nord.

Det umulige er sket! Home Affairs kontoret i Port Elizabeth kan rent faktisk afslutte en sag - Mit Visum er i hus. Så det er skønt. Jeg måtte tage en bus fra Grahamstown om morgenen (som var 1,5 time forsinket) til Port Elizabeth, og havde 3 timers ventetid før jeg kunne tage en bus tilbage igen (som var 1 time forsinket).

I lørdags ankom en gruppe på over 100 drenge i alderen 13-14 år. Da de ankom, tog nogle af dem kasketten af mens de sagde "Mam" for at hilse. Jeg er ved at vende mig til at blive tiltalt mam, men det føles stadig en smule underligt. De blev til tirsdag, så der var fart over feltet i de fire dage. Vi var få instruktører, og der var derfor kun én instruktør pr. aktivitet, så jeg måtte for første gabng lede en gåtur/hike til vandfaldet Madonna and Child (som jeg viste et billed af i sidste blogindlæg). Normalt går der en instruktør forrest og en instruktør eller lærer bagerst, men jeg var den eneste "voksne" på turen til at styre ca. 18 drengebørn med alt for meget energi. Men det gik nu meget fint, og de var super sjove og nysgerrige. Da vi kom til vandfaldet fandt en dreng en død slange, og hele flokken tiggede og bad om de ikke nok måtte tage den med tilbage for at lægge den i en af de andre drenges seng. En dreng sagde at han ville tage hævn for den vandmand der engang lå i hans seng. Som svar spurgte jeg dem om det ville gøre mig til en god eller dårlig instruktør, hvis jeg tillod døde slanger i børnenes senge. De kunne godt se min pointe, men syntes alligevel at jeg var en smule kedelig. En dreng valgte alligevel at hænge den døde slange på en pind og tog den med på gåturen hjem. Da drengene begyndte at kaste den på hinanden, landede den pludselig foran mine fødder. Jeg samlede den op, svingede den rundt i luften, og kylede den langt ind i budskadset. Udtrykket i deres ansigter var guld værd! Helt åbent gab og store øjne, mens de i kor råbte "NOOO MAM!" (ja selv i sådan en situation blev jeg tiltalt mam). På resten af vejen tilbage var det ikke overskydende energi der var problemet, men nærmere underskydende energi - så i stedet for at gå i spidsen pressede jeg på bagfra. Jeg forsøgte virkelig at undgå at være hende den sure, så metoder som Gangam-style dans, war cries, og andre løjer blev taget i brug, og drengene syntes det var vildt sjovt, og sagde at de ville ønske at jeg skulle lave aktiviteter med dem resten af tiden - så det var skønt at få sådan et kompliment på første hike jeg ledte alene.
     I mandags skulle alle 100 drenge på en vandring op af et af bjergene (og ned igen selvfølgelig). Vi forlod Hobbiton 9.30 og var tilbage 16.30. Vi holdt en times frokostpause på et tidspunkt. Vi kunne ikke gå helt til toppen, fordi det var for tåget, og det ville være for farligt ikke at kunne se, når man går tæt på klippeskranter. Dagen før var det så tåget at når vi sad i spisesalen var der helt hvidt udenfor alle vinduer og døre. Så når en person trådte ind af døren lignede det at han/hun kom ud af ingenting - det så ret uvirkeligt og magisk ud. Det var en fantastisk smuk gåtur, med både stejle skråninger man næsten skulle klatre op af gennen skoven og brede grusveje gennem kæmpe åbne områder med skrigorange planter i vejkanten, og brombær på en lang strækning. Jeg fik også talt lidt med et par af drengene, og det var vildt at høre om hvordan de kom fra både forskellige steder i Sydafrika og verdenen. Det var virkelig rigmandsbørn vi havde med at gøre. Det føles helt syrealistisk at opleve så meget rigdom og fattigdom på samme sted (sammenlign med skolen jeg skriver om lidt længere nede).
     Jeg har spist Kudu! (en slags buk, som er blevet skudt i naturen). Det er nu blevet til min yndlingsgrøntsag - og jeg er officielt verdens dårligste vegetar. Det var noget af det mest delikate jeg nogensinde har smagt! Du ved den slags kød der smelter på tungen. Den slags kød du knapt nok behøver tygge, og som du ikke finder en eneste scene i. Det var lavet på grillen i en lækker marinade - mums mums mums! Det var lærerne der bød instruktørerne på kudu. De var super søde og behagelige. En af dem, Father Gary, sagde at han kunne lide min attitude og han gav mig en af sine rugby kasketter. Det var vildt sødt af ham! Da han sammen med Josh tog tidligt til Grahamstown, sagde han at den mand, der en dag blev gift med mig, virkelig havde skudt papegøjen. En af de andre sagde at jeg skulle bevare mit positive sind. Og Josh min chef, som ellers kan være svær at imponere, sagde at han ville give mig white heather; en plante som siges at bringe dig tilbage til det sted som den blev plukket - han sætter altså pris på mit arbejde og ønsker mig tilbage en anden gang. Jeg blev vildt glad, for jeg har ikke tal på hvor mange gange han har bandet og svovlet over instruktører. Jeg er evigt taknemmelig for at min tilstedeværelse bliver værdsat, for jeg nyder fuldt ud at være her, og det er noget af det bedste jeg længe har gjort for mig selv!

I dag besøgte jeg den lokalskole for første gang. Hvis jeg er heldig er der max. tid til at besøge skolen en gang om ugen fra kl. 10-12, så det er ikke meget - men nøj hvor ville jeg gerne hjælpe mere til dér, for der er behov for mildest talt ALT! Vi (en tysk instruktør og jeg) kom med to bolde - så børnene var helt oppe at køre, for skolen har ikke engang bolde. Der bliver lavet mad til børnene under et træ, så hvis det regner er der bare ikke mad den dag. Børnene møder kl. 8 og har undervisning til kl 10. Fra kl. 10-13 er der fritid, dvs. der er mere fritid end undervisning, og den undervisning der er, er ikke noget at råbe hurra for. Der er kun to klasser, hvilket betyder at mange klassetrin er slået sammen. Natalie, den tyske instruktør, og jeg var kort med i sidste del af undervisningen for det største klassetrin og børnene på ca. 9 år kunne ikke dividere 20 med 2. De små kan intet engelsk og få af de store kan en smule, så det er svært at kommunikere. De har bøger, men mangler ekstra materialer til at demonstrere matematiske eksempler (plus, minus, gange, dividere). Det er svært at forklare børnene regnestykker, når man kun har 10 fingre at gøre godt med.
        Da undervisningen sluttede ved 10-tiden, tog Natalie og jeg børnene udenfor og spillede Hobbiton netball med dem. Bagefter lavede Natalie kampsport med de større børn, mens jeg legede med de små. Uuuuh, hvor er de bare møg charmerende og sjove. Jeg kunne adoptere halvdelen af den skole på stedet!

På lørdag kører jeg og 3 andre instruktører til Grahamstown, for at gøre klar til en Aids Camp som starter mandag. Det er en camp for børn som er HIV-positive, har forældre der er døde af AIDS, eller som på anden vis har et liv der er påvirket af AIDS. Hvordan campen kommer til at forløbe er jeg endnu ikke helt sikker på, men jeg ved at der kommer nogle foredragsholdere som kan tale med børene om forskellige aspekter af det at have AIDS, og at vi instruktører skal lave forskellige aktiviteter med børnene og campe undendørs med dem, så vidt jeg har forstået.

Jeg har spurgt nogle mennesker hvad de synes jeg bør se, før jeg tager hjem til Danmark. Der er så meget jeg gerne vil opleve, og jeg får ikke engang tid til halvdelen. Men hellere at der er en masse at tage sig til, end at jeg kedede mig og ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle slå tiden ihjel.

Alt det bedste og mere til herfra kontorstolen på Hobbiton i Hogsback.

Molo! (=hej i xhosa)

Jeg har nu været i Sydafrika ret præcist en måned. Ind til videre har jeg følt, at jeg har boet i min kuffert, fordi jeg har flyttet så meget rundt mellem de tre centre. Centret i Hogsback er ”hovedcentret” – der hvor instruktørerne bor og har deres eget værelse. I dag får jeg ENDELIG mit eget værelse. Det har været et stykke tid undervejs, dels fordi der har været afsindigt mange instruktører, og dels fordi der har været en hel del arbejde på Fairewood centret i Grahamstown. Nu har en masse instruktører (ca. 5) forladt Hobbiton, fordi deres tid er udløbet, og jeg kan flytte ind i et af de tomme rum.fordi

Når jeg kommer til at være i Hogsback det meste af tiden, kan jeg også begynde min træning ordentligt, hvilket inkluderer at kende til ruter/gåture/hikes, at kende til groupdynamics (gruppe- øvelser og udfordringer) at kende til sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med high ropes course, absailing, middle ropes course og at kende til ”taler” i fobindelse med disse. Der er forskellig træning knyttet til de forskellige centre (Fairewood, Hogsback og Port Elizabeth), men principperne bag og talerne til diverse aktiviteter er grundlæggende ens.

Min tålmodighed sættes virkelig på prøve, og det kan vel kun være sundt. Selve den sydafrikanske infrastruktur, og generelt bare struktur, orden, og særligt tid synes næsten ikke eksisterende. Et eksempel på en laaaangsom proces er min visa situation. Jeg havde ikke skænket mit visum en tanke, før jeg tog hjemmefra, fordi jeg aldrig har været så lang tid ude af Danmark, at jeg har haft brug for et visum – men det har jeg nu. For jeg kan ikke være mere end 90 dage i Sydafrika, uden at blive til en illegal immigrant – Den titel havde jeg ikke regnet med bare potentielt at få. Og jeg har på sinde at blive i landet til d. 4. juni. Derfor har jeg været i Port Elizabeth, for at besøge Home Affairs hovedkontor. Deres system havde været nede i 3 dage, man trak ikke et nummer, men satte sig blot i en kø. Ofte kom folk bare op til skranken og spurgte om forskellige ting. Jeg sad en halv time og ventede før jeg også besluttede mig for også at gå op og spørge, hvilke papirer jeg skulle medbringe for at få et visum. Damen rakte en stak papirer over skranken og en liste over ting jeg skulle medbringe. Jeg forlod kontoret for at samle bankinformationer mm. og udfylde stakken med papirer fra kontoret. Da jeg kom tilbage sad jeg igen i kø i minimum en time, for at blive vist hen til en anden kø, hvor jeg sad yderligere minimum en time for at betale, for bagefter at gå tilbage til den forrige skranke, for at få et case-nummer, så jeg kunne komme tilbage på et andet tidspunkt og modtage mit visum. Dette er ikke forklarende nok til bare at få en fjern ide om hvor ustruktureret det kontor var.

Men det har også en hvis charme at tid og planlægning er en by i Rusland. At alt er så ustruktureret gør også at man får nogle ret specielle oplevelser, som kun er mulige at få i et land som Sydafrika. Det er meget normalt at sidde på ladet af en buckie (bil med lad) mens den kører. Dvs. ingen sikkerhedssele og en masse frisk luft. Som regel er det de sorte der sidder der, fordi de får et lift, efter at have stået i timevis i vejkanten. Men det er også en smart måde for Hobbiton at transportere mange instruktører på en gang. I går, på vej fra Fairewood til Hogsback, fik bilisterne bag buckien og folk i vejkanten sig et godt grin, da 5 hvide unge mennesker sad på ladet sammen med vores bagage og en masse redningsveste, og tre sorte sad foran (inde i bilen). Vi kørte ved halv fem tiden, og var fremme ca. halv otte. Det var en fantastik tur! Vi sad som sagt fem instruktører på ladet af buckien. Tre af os sad under min dyne. Det kan nemlig være ret køligt at sidde deromme. På de tre timer turen tog oplevede vi bragende sol, farverig solnedgang med sorte silhuetter af træer på bjergene og stjerneklar himmel da solen for alvor havde sagt godnat. På et tidspunkt bremsede bilen ret hårdt og dyttede. Da jeg vendte mig om for at se hvad der var galt, stod en flok kør midt på vejen. TIA (this is africa). At opleve alt dette fra ladet af en buckie, med vind i håret, omgivet af bjerge, sammen med mennesker man lige har mødt er noget helt særligt.

Hvis har lyst til at sende et kort, kan det sendes til:

Vibe Bach

P.O. box 38

Hogsback

Eastern Cape

South Africa 5721



Her er nogle få billeder:

Hogsback: Madonna and Child Waterfall. Den store sten er Madonna og den lille er barnet. Vi tager grupper hen til vandfaldet så de kan bade i det. Man kan også absaile ned fra toppen, men det har jeg ikke prøvet endnu.

 

 

 

Hogsback: The viewpoint. Her kan de tre "hogs" ses. Kammen kan kun lige anes. Men det er bjergenes form der giver navn til området. Blomsten i forgrunden er en Hogsback lilly. Den gror kun her. Foran mine fødder er et badekar, men det kunne ikke være med på billedet. Det er lige på kanten af klippen. Så hvis man lyster, kan karet fyldes med vand og man kan sidde i badet og nyde denne fantastiske udsigt!

 

Thomas Bayens. Træet skulle bruges til at bygge et helt nyt highropes course, til den årlige RYLA - camp, som er for potentielle ledere i alderen 17-18 (grade 11). Det var interessant og hårdt at bygge noget helt fra bunden, og meget givende at se de unges enten nydelse eller frustrationer ved forhindringerne.

 

Solskins- og stjerneklare hilsner fra Sydafrika.